Byggeriet

Grundplan af glashuset

Fakta

Glashuset måler 20x30 m. Herinde i er opført 250m2 beboelse med fladt tag. Beboelsen har form som et stort E - det giver to atrium gårdspladser.
Glashuset fungerer som vindskærm omkring beboelsen. Det giver et lavt energiforbrug. Brugsvandet opvarmes ved hjælp af solfangere. Klimaet i glashuset justeres af en klimacomputer, der styrer på fugt og temperatur inde, samt på vind og regn udefra.
Vand fra taget opsamles i et regnvandsbassin.


Huset tager form

Visuel konstruktion

Fundamentet til glashuset støbes i juni 2005, spærene rejses 29. august samme år. Sommeren 2007 er beboelsen færdig og klar til indflytning.
Glashuset er konstrueret uden gitterspær, for at opnå en større visuel rumoplevelse. Samtidig kan det flade tag på beboelsen udnyttes optimalt til fritlagt tagterrasse.
Spærene er konstrueret til at bære samme snevægt som et traditionelt hus.
Glashuset opfylder bygningsreglementet - altså et byggeri uden dispensationer.


Beklædning af nordgavl

Udvendige rammer

To af glashusets sider - en gavl og en langside - er beklædt med sortmalet lærketræ. De øvrige sider er af glas, således at oplevelsen rundt om glashuset varierer. For at udnytte pladsen optimalt i glashuset er beboelsen trukket ud til de beklædte ydervægge.
Som gæst kan man ankomme og gå direkte ind i beboelsen, hvorfra man kan gå videre ud i den indre have i glashuset. - Eller gå via glashuset, igennem haven og ind i beboelsen. Man er ude, men samtidig inde. Et hus i en have i et hus.


Byggeri i tørvejr

Indvendige rammer

Byggematerialerne hejses ind i tørvejr. Det er alt ligefra gipsplader, isolering, lægter og belægningssten, til de store middelhavsplanter. Da alle materialer er indenfor, lukkes den sidste gavl i november 2005.

Beboelsen er lavet over en trækonstruktion, der giver et godt indeklima. Ydervæggene på beboelsen, der vender ud mod glashuset, er pudset groft. Det giver en rustik struktur og en sydlandsk stemning.